Digefred

"Mennesket kan ikke beherske naturen, men denne digter behersker sproget, så det bryder mod og trænger ind over bevidsthedens stendiger"
Martin Rohr Gregersen, Kristeligt Dagblad

"Digtfragmenterne yder modstand, mens de afgrænsede naturlyriske digte er skønne og behagelige"
Thomas Olesen, DBC

"Et lille, forfinet og polyfont minimalistisk tekstbind …Det føles lige så insisterende håbløst – men netop konceptuelt, bevidst fortegnet håbløst – som Sigurd Buchs digevandringer og -arbejde i uophøjet ensomhed føles insisterende håbefuldt, digtere som dygtige lykke- og ulykkeskonstruktører"
Lars Bukdahl, Weekendavisen

____

Digefred er en omsorgsfuld og vild, vilter bog. En skrift om sårbarhed, om hav der stiger og stendiger der langsomt nedbrydes, om afmagt og længsel, savn og samvittighed, smerte og lysende tanker, der lyser i sig selv. Det er en søgen, som Sigurd Buch Kristensen skriver:

“Jeg forsøger / at finde en målestok, / som ikke / er defineret af stenen, som ikke er definerende for stenen / selv”
– Sigurd Buch Kristensen, Digefred

I Digefred mødes en stærk sprogbevidsthed med elementer i
livet, der ikke lader sig kontrollere. Digtsamlingen kredser om stormfloden i november 1872 og dens indvirkning på de mindre øer syd for Fyn, særligt Birkholm, hvor Sigurd Buch Kristensen bor.

Midt i krisestemningen forsøger digtene bl.a. at finde ud af, hvad det vil sige at være menneske i naturen, og hvordan man kan være det, når naturen tager del i det menneskeskabte – og til sammen åbner Sigurd Buch Kristensens nye digte op for nye forbindelser, der løber på tværs af tid på ét og samme sted.